lørdag, juni 16, 2007

Flyttedag på bloggen

Jeg har flyttet min blog og oprette min egen hjemmeside. Det er stadig i blogform men ved at bruge wordpress’ teknologi har jeg mulighed for at oprette flere sider. De blogindlæg jeg skriver ender jo på et eller andet tidspunkt i arkivet og kan derfor være svære at finde frem igen. Det er en fordel at jeg kan have de informationer der skal være let tilgængelige synlige på min side som f.eks. mit CV.
Så ikke flere indlæg på denne blog, jeg håber at i vil besøge min nye hjemmeside: www.malenegarp.dk

mandag, juni 04, 2007

Afslutningsfest for Music Management

Der bliver afholdt et arrangement på JazzHouse på torsdag den 7. juni, 07 fordi vi er færdige med vores uddannelse. Venner, familie, samarbejdspartnere og branchefolk mm. kommer til receptionen. Alle andre er velkomne efter kl. 21.

Balkan Beatbox

Koncerten med Balkan Beatbox på Rust i onsdags var fantastisk. Koncerten var næsten på højde med den de spillede på Roskilde 06. Det er klart at det er en anden oplevelse på Roskilde når solen skinner og der er mere plads at bevæge sig på. Der er så meget energi i det band, at dømme ud fra deres tour plan må deres kondital være i top. Super, super band jeg håber virkelig de kommer tilbage en dag.

Desværre var jeg lidt for stresset til at slappe af med et fuldstændig proppet og udsolgt Rust. Jeg vidste at jeg kun fik tid til et par timers søvn, fordi Balkan Beatbox spiller nogen meget lange koncerter. Jeg skulle med toget til Århus kl. 5.50 næste morgen for at deltage i konferencen Knock Knock

fredag, maj 25, 2007

Min sidste eksamen

Fantastisk! Jeg har afleveret mit bachelorprojekt, nu mangler jeg bare at forsvare den og det sker på tirsdag. Jeg er ikke den store tilhænger af mundtlig eksamen, jeg ville hellere bare bedømmes ud fra det jeg har skrevet. Men nej, jeg skal igennem forhøret og nervøsiteten igen, til gengæld er jeg ret sikker på at det bliver den sidste eksamen i meget meget lang tid.

Jeg er glad for mit projekt og emnevalg. Jeg har forsøgt at udvikle et blogsystem til de studerende på Music Management uddannelsen. De studerende opbygger en stor mængde viden inden for mange forskellige områder i musikbranchen. Udover hvad der bliver undervist i, har de studerende som regel også en specialviden inden for deres eget interessefelt, der gør dem interessante hver især. Som det ser ud nu, er der ingen fælles kanal til rådighed, hvor den studerende kan demonstrere sin viden og dermed forbedre sin chance for at få det helt rigtige arbejde.

Den anden del af opgaven handler om, at jeg mener at blogs bør integreres i undervisningen både for at forbedre bloggenes indhold, men endnu vigtigere for at øge mængden af undervisning i de digitale medier. Vi bliver uddannet til musikbranchen og det er vist ikke nogen hemmelighed, at der er en del problemer på netop dette område.

tirsdag, maj 08, 2007

Community-tid

Det griber om sig alle de spændende community sites man kan være medlem af. Myspace er jo for dem der kan lide at lytte til musik og have offentlige samtaler med andre mennesker om alt i verden. Jeg må indrømme at luften lidt er feset af min profil, der sker ikke det store derinde længere. Det betyder ikke at jeg er træt af Myspace, nu bruger jeg det bare til at lytte til musik og holde mig opdateret.

Så er der Linked in som er et mere professionel community site, her handler det om at danne netværk der kan gavne ens arbejdsliv, her ligger CV og andet godt og her har jeg selvfølgelig en profil, fordi jeg jo snart skal ud og have mig et job.

Jeg er ny bruger af facebook, og her kan man ligesom på Myspace føre samtaler, have venner og være medlem af grupper. Der er vist nok noget med nogle billeder også men jeg har ikke haft tid til at sætte mig dybere ind i sagerne.

Ilike er iTunes forlængede arm. Her kan man følge med i hvad ens venner lytter til af musik i deres iTunes, og man kan se hvis musiksmag der mest ligner ens egen og meget mere. Men det bedste ved Ilike er helt sikkert musikquizzen der aldrig stopper, man lytter til et nummer og gætter derefter på en kunstner, det er cool.

Og nu er jeg, midt i min travle eksamens tid, gud hjælpe mig blevet tagged. Jeg lover dig, Rasmus, jeg kommer på så snart jeg er færdig med min uddannelse.

Besøg mine profiler her:
Myspace
Linked in
iLike
Facebook

Hvis du en dag møder mig i Second Life må du gerne give mig et spark, jeg tror nemlig at det er den helt store tidsrøver. Second life står ikke på listen over ting jeg vil bruge min tid på selvom det lyder helt vildt spændende.

tirsdag, maj 01, 2007

Koncert, nu med Balkan Beatbox

Jeg vil gerne anbefale at man tager til koncert med Balkan Beatbox d. 30. maj på Rust. Bandet spillede til sidste sommers Roskilde Festival og står stadig for mig som en af årets bedste koncerter. Sjældent har jeg været til en koncert med så meget gang i. Det er balkan musik med alt hvad der hører til af horn og diverse spændende instrumenter, men de moderne beats og elektroniske elementer gør musikken nutidig. Deres første plade er fantastisk og den nye plade skal gennemlyttes inden koncerten, det bliver stort!

Tape5.dk

Vi havde en hyggelig dag til Radiohuset Rocker, og takker dem der kiggede forbi.
De stolte bagmænd, Andreas Halberg og Joakim Nygård

onsdag, april 18, 2007

Radiohuset Rocker


Sideløbende med min uddannelse har jeg været med til at udvikle en hjemmeside der skal sælge dansk musik online. Jeg har i den sammenhæng beskæftiget mig med idéudvikling, markedsføring og udvælgelse af musik til sitet, der forventes at blive lanceret i løbet af sommeren 2007.

Lørdag d. 28. april kan du finde næsten hele holdet bag Tape5 til Radiohuset Rocker. Her har du mulighed for at prøve en beta version af Tape5, og møde stifterne.

Vi er kommet langt med sorteringen af dansk musik, og vi har opdaget og genopdaget rigtig mange gode danske udgivelser, som vi glæder os til at præsentere på Tape5.dk.

Når arrangementet i Radiohuset er overstået bliver det primære arbejde at indgå aftaler med danske pladeselskaber. Vi håber at de vil synes om vores idé, og vil kunne se fordelen i at være med.

Læs mere om projektet her.

onsdag, april 11, 2007

Travlt travlt

Der sker ikke så meget på bloggen for tiden fordi jeg har skrevet min eksamensopgave der skal forsvares i morgen. Men det skal da ikke afholde mig fra at holde jer opdateret.

Jeg har været til Danish DJ Awards hvilke var noget af en oplevelse. Det er første gang jeg har været til et show, hvor jeg egentlig ikke har fattet så meget af, hvad der foregik på scenen. Spørg mig ikke om hvem der vandt hvad. Der var simpelthen så mange mennesker og folk at snakke med, og når jeg ikke snakkede, stod jeg i kø til toilettet. Jeg havde faktisk en rigtig god aften i selskab med mange af mine nære venner. Men det der med toiletterne håber jeg virkelig de gør noget ved til næste gang for der brugte mange af os halvdelen af aftenen.

Derudover havde jeg et DJ-job på en café ved navn Zakabona på Istedgade. Jeg havde en hyggelig aften og jeg kunne stort set spille hvad jeg selv havde lyst til høre. Jeg startede ud med lounge og endte i noget mere club orienteret musik. Jeg nød at spille elektronisk musik med gang i, og aftenen mindede mig om min tid i cocktailbaren på natklubben Emma, hvor loungemusikken jeg spillede altid var noget man kunne danse til. Jeg savner sgu Emma, søde mennesker. Nå, men jeg spiller igen på Zakabona den 20. april fra kl. 21.

Ellers har jeg skrevet og skrevet kun afløst af påsken, hvor den har stået på familie tam tam, bryllup og fødselsdag. Jeg har lovet mig selv ikke at øffe for meget over eksamen til alle mulige, for det hjælper mig jo ikke. Mit surmuleri er forbeholdt min kæreste, for han kan klare det ☺.

mandag, april 02, 2007

Funky skandinavisk musik fra 70’erne

Jeg ved den har været længe undervejs, men så kom den endelig. Katrine Ring og Tony M’s compilation, The Roots of Scandinavia: Soul Jazzfunk and Boogie. I mandags kom den på gaden og jeg er allerede den lykkelige ejer af et eksemplar. Det er en super fed plade og oplagt for dem der interesserer sig lidt for nordisk musikhistorie. Til hvert nummer er tilknyttet en lille kommentar i coveret, så man hurtigt kan læse hvem musikerne er og hvilket skandinavisk land de er fra. Så vidt jeg ved kan pladen ikke købes online endnu, så det er en tur ned i pladebixen.



Holdet bag udgivelsen foran den fine hjemmelavede banner

Eksamen og bachelorprojekt

Tiden går når man kæmper med sin eksamensopgave. Jeg har sammen med min medstuderende Marie afleveret en opgave i faget entrepreneurship i dag kl. 12. Sikken en lettelse!
Opgaven er på 26 sider og indeholder en forretningsplan for en guide i brugen af internetbaseret markedsføring til musikere. Vi synes selv det er en fantastisk idé, personligt har jeg fået afløb for nogle af mine tanker omkring musik på internettet og fremtidens musikbranche. Det kommer jeg til at beskæftige mig meget mere med, da jeg nu er klar til at gå videre med bachelorprojektet. Her vil jeg beskrive hvordan man kan integrere brugen af internettet i music management uddannelsen. Hovedvægten vil, som det ser ud nu, komme til at ligge på blogging og der vil indgå en del markedsføringsteori. Projektet skal fylde 40 sider og skal afleveres i maj, så jeg har faktisk lidt travlt.
Jeg ærgrer mig over at eksamenen i entrepreneurship har fyldt så meget af semesteret, og at forberedelsen af den mundtlige del kommer til at optage yderligere tid. Det er primært bachelorprojektet jeg har glædet mig til at gå i dybden med.

mandag, marts 19, 2007

Musiker, brug dit internet!

Jeg er netop i gang med at skrive opgave til min eksamen i entrepreneurship, den omhandler musikeres brug af markedsføring på internettet. Jeg har en idé om at rigtig mange musikere kunne lægge meget mere arbejde i at få hul igennem. Mange vil bare gerne koncentrere sig om at lave musik, hvilket jeg måske godt kan forstå, men man bliver altså nød til at gøre noget for at blive hørt.

For noget tid siden modtog jeg en cd med posten, fordi jeg havde meldt mig som blogger på Kenneth Thordals hjemmeside, han uddelte ”anmeldereksemplarer” af sin nye plade til folk der skriver musik og kultur blogs. Her er hvordan han henvender sig til bloggerne:

"Blev du mobbet i skolen? Er du født med en træske i røven? Eller ved du bare meget mere om musik end alle de professionelle anmeldere, der tror, de er så pissekloge? Så er hævnens time inde!"

Det er en god plade og jeg har været til flere rigtig gode og underholdende koncerter. Kenneth Thordal bør være et forbillede for musikere, fordi han er en aktiv blogger, har en god hjemmeside og sørger for at der er gang i myspace siden.

tirsdag, marts 13, 2007

Hvorfor det er surt at være manager

Til sommer er jeg færdig med min bacheloruddannelse i Music Management. Titlen bliver tit misforstået og mange tror, at vi skal ud og være managers for bands når vi er færdige. Management betyder i denne forbindelse at tage sig af, lede eller føre og det er hvad vi på den ene eller anden måde gerne skal kunne i et job i musikbranchen.

Inspireret af min medstuderendes emne til bacheloropgave om frivillig arbejdskraft i musikbranchen og de utallige mails og henvendelser man får som studerende på denne uddannelse fra musikere og bands, vil jeg skrive lidt om hvorfor jeg ikke er manager.
Som manager lægges der tit en masse hårdt arbejde i projekterne før resultatet ses på bundlinien. Da managementaftaler som regel er baseret på provision (15-20%) har bandet ikke noget at miste. De kan i processen være krævende og utaknemmelige fordi de ikke har nogle udlæg før der kommer penge i kassen – hvis der overhovedet er nogen indtægt. Manageren risikere derfor at lægge en masse arbejdstimer i noget der måske ikke giver afkast i den sidste ende.
Med den procentsats der betales for denne type arbejde svarer det til at manageren skal op og skaffe sine bands omkring 150.000 kr. i omsætning for selv at få en OK løn. I pladesalg vil det svare til flere tusinde enheder afhængig af om det går gennem et pladeselskab. Dette skal være den månedlige omsætning - så vis mig et dansk band eller gerne flere der tilsammen kan leve op til det. Jeg ved at der er andre måder, at tjene penge til bandet på, men når man sætter det op over for mængden af arbejde forbundet med at være manager, har jeg svært ved at se hvordan det kan hænge sammen.
Hos nogle virksomheder i musikbranchen kan man købe promotionpakker, konsulenttimer og andre ydelser enkeltvis, som man som band kan have behov for. Jeg er overbevist om, at dette er fremtidens model for managers, i hvert fald i Danmark hvor pladesalget ikke er imponerende.

Det er godt, at så mange lægger frivilligt arbejde i musikbranchen. Det er et godt sted at starte, en fin måde at få erfaring og en nem vej til at få det nødvendige netværk.
Nu har jeg aldrig overvejet at arbejde som manager, og jeg er sikker på at jeg nok skal få foden indenfor i musikbranchen.
Det er fair nok, at jeg får tilbudt opgaver der er ekstremt dårligt betalt - hvis det er betalt overhovedet - mens jeg studerer, men jeg tror faktisk, at jeg vil blive lidt småfornærmet hvis nogen tilbyder mig ulønnet arbejde når jeg først er færdiguddannet.

mandag, marts 05, 2007

Prisfester og musiksnak

Jeg har nogle lidt specielle Dj-jobs her for tiden bl.a. havde jeg fornøjelsen af at spille i pausen til Bodilprisen 2007. Det var kun en time, men jeg nåede at få et indtryk at hvor stort et mediecirkus filmbranchen kan være. Jeg ville egentlig gerne have set selve showet, det kunne nok have udvidet min ikke så store viden om film.
Ugen efter havde jeg så et job på et socialpsykiatrisk bocenter, hvor jeg spillede dansemusik, det var en lidt speciel oplevelse, men det lykkedes da at få lidt gang i dansegulvet. En af beboerne var oppe på sit værelse for at tjekke om hans ynglings radioprogram med non stop tyske slagere var bedre end min musik, og kom faktisk ned igen og fortalte mig at han den aften foretrak det jeg spillede. Jeg tolker derfor min præstation som i orden.

I weekenden var jeg til Danish Music Awards 2007 og man må sige at i forhold til filmfolk er musikbranchefolk lidt mere casual, eller også er det bare fordi jeg føler mig lidt mere hjemme blandt dem. Der var efterfest i Cinemateket, hvor det gode reggaeband Bliglad spillede. Det var en hyggelig nok fest, hvor man jo bare står og musik-snakker hele aftenen. Det er her man kan give udtryk for sine meninger eller måske mest biche over prisvinderne og drikker en masse øl. Der er faktisk ikke det helt vilde at fortælle om den fest.

Selv om jeg bor meget tæt på Ungdomshuset vil jeg undlade at kommentere det her, jeg håber snart det slutter.

tirsdag, februar 20, 2007

Wii, verdens bedste slankekur


Som nævnt før, er det faktisk ret anstrengende at spille Wii da man faktisk kan få noget af en tennis arm af det. Men nu siger de kloge at man kan tabe sig op til 12 kg om året af at spille Wii, fantastisk. Er snart ved at nå en grænse med tennisen og er i gang med at regne Rayman ud, et nyt spil til konsollen der handler om at bekæmpe onde kaniner.

mandag, februar 19, 2007

Jo, de kan godt li’ funk i Rotterdam

Jeg havde den mest fantastiske weekend i Rotterdam med nogle meget søde mennesker. Hele arrangementet var nær blevet aflyst men blev bare flyttet. Risikoen ved at afholde en stor fest i byens fedeste lokaler, nemlig i en forladt bygning, er jo at det ikke altid går efter planen. Politiet lukkede festen før den var begyndt, men med en god indsats fra arrangørerne og andre tilknyttede blev der fundet et nyt sted, og alt blev kørt i stilling, det endte med et brag af en fest. Jeg var lidt nervøs for at skulle spille funk i en by hvor technoen efter sigende styrer, men det var en rigtig god oplevelses. Folk var glade og dansede hele natten, spillede i 5 timer, så jeg følte mig en anelse brugt om søndagen på vej hjem i bilen.

Det oprindelige sted
Det nye sted

mandag, februar 05, 2007

Steppeulv 2007

Jeg havde den fornøjelse af at være til årets Steppeulv (priser til musikken udvalgt af danske anmeldere og musikjournalister) Showet var ikke videre interessant, men til gengæld var det kort. Normalt til den type arrangementer kan man forvente lange takketaler og udredninger, men for en gang skyld kørte det hele rimeligt tjept. Det virkede som om arrangørerne havde tænkt over længden, og det blev også nævnt at det forrige år havde det været svært at få de åbenbart ret ukoncentrerede musikbranchefolk tilbage efter pausen.
Jeg var glad for at Trentemøller fik en pris ligesom jeg synes at prisen til Troo. L.S. & Rune Rask for deres producer-rolle var fortjent. Desværre fik Nordstrøm (som jo er min klasses pladeprojekt) ikke prisen ”årets sang” som de var nomineret til og Veto kunne måske også godt have fået en. Det der glædede mig mest var at søde og dygtige Band Ane fik prisen for årets håb.